Nyhedsvisning

Studerende byggede studiemiljø på en weekend

Studerende byggede studiemiljø på en weekend

For tiden kan man på AAU CPH gynge under trappen og slænge sig i det grønne på filtklædte paller. De nye midlertidige installationer er bygget af studerende ved et Hackathon, hvor ideer til studiemiljøet blev givet konkret form og ført ud i livet.

Lagt online: 13.04.2018

Andreas Vang Olsen og Cathrine Marie Skovbo Winther er studerende ved Bæredygtigt Design på AAU CPH, og de er to af arrangørerne bag Hackathon, der løb af stablen 23.-25. marts 2018. Her var studerende inviteret til at bruge weekenden på campus og komme med ideer til fremtidens studiemiljø, set fra de studerendes perspektiv. ’Hacke’ studiemiljøet, med andre ord.

- Der var 10 studerende, der deltog, og vi var i gang fredag eftermiddag og lørdag-søndag fra kl. 9 om morgenen til 10-11 om aftenen. Vi begyndte med idégenerering – hvad kunne være sjovt og spændende at lave? Derefter lavede vi små modeller af tingene. Så gik vi i gang med at tegne dem; finde ud af mål og materialer, så ud og købe dem, og derefter i gang med at bygge, forklarer Andreas Vang Olsen.

Som inspiration var der to oplæg i løbet af weekenden om midlertidige installationer. Det ene kom fra Peter Munthe-Kaas, som arbejder med eksperimenterende byudvikling, ud over at være lektor på AAU CPH. Der var også besøg fra Beta Lab, som driver makerspacet UNDERBROEN i København. De har arbejdet mange år med at lave installationer og store konstruktioner til bl.a. Roskilde Festival. (Makerspace: et rum indrettet til innovation og kreativitet, hvor man kan eksperimentere og fremstille egne designs, red.).

Hvad en gynge kan gøre?

De studerende havde fra starten en overordnet vision om at skabe nogle steder, der indbyder til ophold og interaktion. Et eksempel er en bueformet konstruktion af smalle brædder og hængeplanter, som er placeret over siddemøblerne på AAU CPH’s Studentertorv.

- Vi ville skabe et mindre rum i rummet, hvor man fx kan slå sig ned og lave sit gruppearbejde. Vi havde en ide om, at det kunne være fedt at bygge noget kuppelformet, fordi det 

bryder meget med rammerne i det store, åbne rum. Nu, hvor vi kunne bestemme, ville vi godt prøve at lave noget, der stak ud. Og som giver folk fornemmelsen af, hvordan der ville være inde i kuplen, hvis den var groet til med planter, siger Cathrine Winther.

Andreas Vang Olsen tilføjer:

- Tankerne gik også på, hvordan man kunne skabe en anden rumfornemmelse og et sted, der indbyder til ophold på de store torve, som på os virker lidt tomme. Det er også derfor, der er blevet lavet en gynge under trappen på Studentertorvet. Det er egentlig en meget hyggelig krog, men den blev ikke brugt til så meget. Nu er det gjort til et behageligt sted, hvor man kan slappe af.

Installationerne skal foreløbig stå på AAU CPH i 1-2 måneder. De er tænkt som midlertidige installationer og inspiration til, hvad der kunne være på stedet mere permanent.